3F Superligaen

Økonom: Parkens aktieplan sender et signal til omverdenen

F.C. København vil tilbagekøbe aktier for 30 millioner kroner, og det sender et stærkt signal, fortæller sportsøkonom.

Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Det sprøjter ud med fondsbørsmeddelser fra selskaberne bag Brøndby og F.C. København for tiden.

Brøndby har allerede gennemført en stor aktieemission, som sender flere aktier på markedet.

Inde på Østerbro hos PARKEN Sport og Entertainment, som er selskabet bag FCK, gør man det stik modsatte.

Tirsdag meddelte selskabet bag FCK, at agter at tilbagekøbe aktier for 30 millioner kroner.

Et smart kneb til at vise overfor både nuværende og potentielle aktionærer, at det går godt i FCK, mener Jesper Jørgensen, sportsøkonom og partner ved Deloitte.

Henrik Møgelmose i Parken.
Henrik Møgelmose er formand i Parken Sport & Entertainment. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

– Det er et signal om, at FCK må have penge nok i kassen, siden de gør det her. Og så er der to måder, man kan gøre aktionærerne glade på.

– Man kan enten betale udbytte eller tilbagekøbe aktier. Det har sådan set den samme effekt. Aktionærerne får 30 mio. kroner i hånden, både på den ene og den anden vis, udtaler Jørgensen til Campo.

Ved at tilbagekøbe aktier reduceres udbuddet af aktier, og derved stiger den enkelte akties værdi.

Det er endnu uvist, om PARKEN også betaler udbytte på årets generalforsamling, men tirsdagens meddelelse signalerer, at der er stor tro på selskabet i bestyrelsen, mener Jørgensen.

– Det giver også et potentiale for en stigning i aktiekursen og metoden bruges af mange børsnoterede selskaber, når man vurderer, at der er mange penge i kassen.

– Så det handler i bund og grund om at gøre de nuværende aktionærer glade ved at give dem nogle penge i hånden, men også at udstråle potentiale til mulige aktionærer, om at det er en god idé at købe aktier i Parken, slår Jesper Jørgensen fast.

PARKEN’s aktiekurs steg med over to procent i kølvandet på tirsdagens udmelding. Selskabet meddelte for nyligt, at man forventer et overskud i 2025 før skat på 100 til 150 millioner kroner.

Helt anderledes end Brøndby

Hvor FCK giver en værdistigning hos den enkelte aktionærer ved at købe aktier tilbage, så har selskabet bag Brøndby IF gennemført en aktieemission, der sender flere aktier ud på markedet og derved devaluerer de enkelte aktiers værdi.

Jan Bech Andersen jubler
Formand i Brøndbyernes IF A/S, Jan Bech Andersen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det giver flere penge i den hårdttrængte klubkasse på Vestegnen, men er et helt anderledes greb, end det man har gjort på Østerbro.

– Ja, det kan man roligt sige. De to klubber står både økonomisk og sportsligt to meget forskellige steder. FCK har deltaget fast i europæisk fodbold gennem de seneste 10-15 år, og det har Brøndby ikke.

Det har givet FCK en økonomisk ballast, og det har også gjort dem i stand til at sælge spillere for langt flere penge end i Brøndby.

– Så de står økonomisk et helt, helt andet sted end Brøndby.

Sender FCK også et svirp med halen til Brøndby med dagens udmeldelse?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke. De har kun tænkt på deres egne aktionærer, slår Jørgensen fast.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P