Randers udlejer kantspiller for resten af året
Ernest Agyiri udlejes for resten af 2025.
Randers FC udlejer Ernest Agyiri til estiske FCI Levadia.
Det meddeler den kronjyske klub mandag, og ghaneserens lejeaftale gælder for resten af året.
26-årige Agyiri har blot fået en enkel optræden for Randers i denne sæson, og i jagten på mere spilletid sendes han nu til Levadia.
– Da der ikke er udsigt til, at Ernest får så meget spilletid her i foråret, har vi lejet ham ud til FCI Levadia, hvor han forhåbentlig får værdifulde minutter i benene, udtaler Søren Pedersen, sportslig ansvarlig i Randers.
26-årige Agyiri kom til Randers i 2023 fra netop FCI Levadia. Hans aftale i Randers udløber i sommeren 2026.