Første gang i Frankrig: Alle PSG’s ansatte kan få bonusser
Det er ikke kun spillerne og trænerstaben, der fremover får gavn af de præstationsbaserede bonusser i Paris Saint-Germain.
Sidder man i marketingafdelingen eller står i køkkenet i en fodboldklub, er der i forvejen ret stor sandsynlighed for, at man holder med sin arbejdsgiver.
Men gjorde man ikke det, er der nu kommet en ekstra god grund til at blive fan af sin arbejdsgiver for de ansatte i Paris Saint-Germain.
For første gang i fransk fodbolds historie kommer de præstationsbaserede bonusser, der normalt er forbeholdt spillere og trænerstab, til at blive delt mellem samtlige ansatte i klubben.
Det er L’Équipe, der bringer historien.
Den franske avis skriver, at PSG’s præsident, Nasser al-Khelaïfi, skulle have informeret klubbens ansatte om den – for de fleste – glædelige nyhed fredag.
Spillerne og trænerstaben i den franske storklub har selv indvilliget i det nye tiltag.
Det skal dog nævnes, at det ikke gælder de bonusser, som mange spillere og trænere får forhandlet ind i deres egne personlige kontrakter, men derimod de bonusser, der normalt tilfalder ‘hele holdet’.
Det oplyses ikke, hvor mange penge det i yderste konsekvens kan komme til at handle om – eller hvor mange ansatte, der nu skal dele pengene mellem sig.
Uanset hvad håber samtlige ansatte i PSG nu nok på, at klubben klarer sig så godt og langt som muligt i samtlige turneringer. Det er nemlig det, der udløser bonusserne.
Indtil videre er der ikke noget at være skuffet over i PSG, der topper Ligue 1 med 10 point ned til Marseille på andenpladsen.
Derudover er man fortsat med i både Champions League og den franske pokalturnering – men andet havde også været en skuffelse på nuværende tidspunkt i sæsonen.
Tidligere på måneden vandt man også Trophée des Champions.
PSG spiller lørdag klokken 17.00 ude mod Brest – samme modstander, som man trak i playoff-runden i Champions League og derfor møder to gange mere i løbet af februar.