Officielt: Lyngby-profil forlænger aftalen
Frederik Gytkjær og Lyngby Boldklub fortsætter samarbejdet og har nu papir på hinanden frem til sommeren 2027.
Han har spillet langt størstedelen af sin karriere hos de kongeblå i Lyngby – og det fortsætter han med.
Således kan Lyngby Boldklub torsdag formiddag meddele, at man har forlænget kontrakten med den offensive talisman, Frederik Gytkjær.
På klubbens hjemmeside oplyses det, at parterne er blevet enige om en kontraktforlængelse, der gælder frem til sommeren 2027.
Og glæden er ikke til at tage fejl af for Frederik Gytkjær ovenpå kontraktforlængelsen, som blev underskrevet onsdag aften under et fanevent for sæsonkortholdere. Her brød alle ud i jubel.
– Lyngby har hele tiden været min første prioritet. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Der har været andre fine muligheder, men mit hjerte er her i klubben, fortæller Frederik Gytkjær og fortsætter:
– Alle kunne jo se, hvad Lyngby Fans betyder for mig (til faneventet, red). Min stemme blev helt grødet, og jeg blev virkelig rørt, da jeg skulle skrive under der på scenen foran de mest loyale. Det var helt specielt, og jeg føler, at det vi sammen skaber på Lyngby Stadion, er noget helt unikt, så jeg glæder mig virkelig til, at vi skal fortsætte kampene sammen.
Frederik Gytkjær er et produkt af Lyngbys ungdomsarbejde, og han har spillet hele sin seniorkarriere – på nær et toårigt ophold i norsk fodbold – hos de kongeblå.
I alt noterer han sig for 238 kampe med 77 mål og 30 assists til følge.
Lyngby sælger dansk stopper til Halmstads BK