Officielt: Dortmund præsenterer ny cheftræner
Den tyske storklub Borussia Dortmund har netop nu præsenteret klubbens nye cheftræner i form af kroaten Niko Kovac.
Om lidt er det slut for Mike Tullberg i stillingen som cheftræner i tyske Borussia Dortmund.
Det står klart torsdag formiddag, hvor den tyske traditionsklub har præsenteret den nye mand i spidsen for klubben.
Nærmere bestemt er der tale om kroatiske Niko Kovac, som bliver hentet ind på en kontrakt gældende 1,5 år frem i tiden – til sommeren 2026.
Det oplyses, at Mike Tullberg fortsat har én kamp tilbage som cheftræner for klubben. Det gælder lørdagens bundesligakamp mod Heidenheim.
Herefter er det slut for nu for danskeren, der officielt overlader tøjlerne til Niko Kovac på søndag.
– Vi har haft intensive diskussioner med Niko Kovac i løbet af de sidste par dage og tog os bevidst tid til at lære hinanden og vores forventninger bedre at kende. Energi, vilje og et stort fokus på holdånden vigtighed har altid kendetegnet Nikos hold. Vi vil også gerne mærke og se alt dette på og uden for banen i Dortmund. Vi er i en udfordrende sportslig situation, men vi er sikre på, at vi i Niko har fundet træneren, der er i stand til at mestre det, siger Borussia Dortmunds administrerende sportsdirektør, Lars Ricken.
Der oplyses intet om, hvad der nu skal ske med Mike Tullberg.
Mike Tullberg overtog i første omgang midlertidigt som cheftræner i Borussia Dortmund, da Nuri Sahin blev fyret i løbet af sidste uge efter flere skuffende resultater.
Indtil nu er det blevet til et uafgjort resultat mod Werder Bremen i Bundesligaen samt en sejr mod Shakhtar donetsk i Champions League for Mike Tullberg i spidsen for Dortmund.
Tullbergs sidste kamp som cheftræner i Dortmund i denne omgang finder sted lørdag klokken 15:30 på udebane mod Heidenheim. Opgøret kan følges direkte på Viaplay.
Tullberg og Dortmund vinder første kamp i 2025