Campo erfarer: FC Fredericia snupper topscorer i 2. Division
FC Fredericia er ifølge Campos oplysninger tæt på at hente en ung målmager i Skive.
FC Fredericia ligger lunt i svinget i NordicBet Ligaen, hvor holdet har øjnene rettet mod en mulig oprykning til landets bedste række.
Nu kan holdet også glæde sig over at have sikret sig en ung mand med mål i støvlerne.
Ifølge Campos oplysninger er klubben tæt på at købe Martin Huldahl i Skive IK.
Den 20-årige angriber har spillet en blændende sæson i 2. Division, hvor han med 11 mål i 15 kampe kan kalde sig topscorer.
Købet skal dog også ses som en fremtidssikring i den ambitiøse NordicBet Liga-klub.
Holdets nuværende topscorer, Asbjørn Bøndergaard, er nemlig kun på udlån fra Silkeborg og forventes at vende tilbage til Superliga-klubben, når lejeaftalen udløber.
FC Fredericia har ligeledes kæmpet med småskader til flere af holdets offensive profiler, heriblandt Agon Mucolli og Gustav Marcussen.
Foruden Huldahls 11 mål i 2. Division er det også blevet til 5 mål i 4 kampe i Oddset Pokalen for den unge målsluger.
Officielt: Fredericia sælger Birksø til norsk klub