Tullberg afviser: Får ikke svært ved at træde til side
Mike Tullberg er klar på at vige pladsen som cheftræner i Dortmund.
Det er formentlig en stakket frist – men man har jo lov at håbe.
Mike Tullberg har i skrivende stund ansvaret som midlertidig cheftræner i den tyske storklub BVB Dortmund.
Trods snart seks år i forskellige roller i klubben, så ventes den 39-årige dansker at blive afløst af en mere erfaren cheftræner.
Det har han ikke selv noget problem med.
– På ingen måde. Jeg har fra start sagt, at jeg er rimelig god til at vurdere både situationen og mig selv. Jeg nyder det. Jeg er glad for den tillid, klubben har vist mig, lyder det fra Mike Tullberg på danskerens første pressemøde forud for en Champions League-kamp.
Tullberg fik i weekenden 2-2 mod Werder Bremen i sin debut som midlertidig cheftræner.
Han lægger heller ikke skjul på, at han godt kan lide sin nuværende rolle.
– Jeg har arbejdet her i seks år i forskellig roller som U19-træner, U23-træner og nu som midlertidig cheftræner. Jeg nyder hver dag og forsøger at gøre mit bedste, og det vil jeg fortsætte med at gøre uanset min rolle.
– Derfor er det relativt ligetil. Jeg har været Borussia Dortmund ind til benet i seks år nu, og det har ikke kun været som cheftræner men også i andre funktioner, lyder det fra Tullberg frem mod hjemmekampen mod Shakhtar Donetsk i Champions League onsdag.
Du kan høre fra den danske cheftræner herunder.