Medie: Stort Widell-bud fra Championship-klub
Det er ikke småpenge, der er budt på AaB’s Melker Widell, erfarer svensk avis.
AaB forhandler om et salg af Melker Widell.
Det bekræftede klubben tirsdag morgen, og nu beretter svenske Aftonbladet, at buddet kommer fra Wales.
Helt præcist Swansea City, som indtager 17. pladsen i Championship. AaB har modtaget et stort bud fra waliserne.
Avisen skriver, at Swansea har budt omkring 32 millioner kroner på Widell inklusive bonusser, og det vil gøre svenskeren til en af de største handler i AaB nogensinde.
Sebastian Otoa strøg ind på listen af største handler nogensinde i AaB, da han blev solgt til Genoa tidligere på måneden, skrev Nordjyske.
Otoa blev solgt for cirka 20 millioner kroner.
Aab har selv oplyst, at et muligt salg af Widell vil forbedre årsresultatet med femten til 25 millioner kroner.