FCK-stjernefrø efter vild afslutning: Det var ret stort
Det 18-årige FC København-talent glæder sig til at jagte flere gode oplevelser for Løverne.
Amin Chiakha fik en vild afslutning på 2024.
Det 18-årige FC København-stjernefrø blev først dobbelt målscorer mod Istanbul Basaksehir i Conference League i november, inden han igen kom på tavlen mod Hearts i selvsamme turnering.
Store oplevelser for en ung spiller, der nu jagter flere gode oplevelser i 2025.
– Efteråret var meget op og ned, men jeg er meget glad for den måde, jeg sluttede af på. Det gik ret godt i starten, og så var der en periode på to måneder, hvor jeg ikke rigtig spillede, og så gik det hurtigt efter det. Den måde det sluttede på, det var i hvert fald ret stort, men nu kigger jeg bare frem mod et godt forår, siger Amin Chiakha til klubbens hjemmeside.
Han fremhæver da også selv de to europæiske kampe som efterårets helt store oplevelser.
– Det må nok være Basaksehir-kampen, hvor jeg scorede mit første seniormål og så scorede igen lige kort tid efter til 2-1. Men Hearts-kampen var også et højdepunkt, hvor jeg fik min første europæiske start i Parken, og hvor jeg synes, jeg spillede en god kamp og også scorede det første vigtige mål lige efter pausen, siger Amin Chiakha.
Offensivspilleren satte også i efteråret også sin underskrift på en ny aftale med FC København, der løber til 2029. For at det ikke skulle være nok med oplevelser, fik Amin Chiakha også debut på det algeriske landshold.
Derfor har han også ambitioner om at figurere endnu mere i startopstillingen i FC København, når opstarten er ovre.
– Jeg er et godt sted nu og føler mig komfortabel i min rolle, så nu handler det bare om at bygge på, og så må vi se, om jeg starter i vores første kamp, siger Amin Chiakha.
Chiakha har spillet seks kampe i Superligaen for FC København i denne sæson.
FCK-talent fik debut for Algeriet: Ikke rigtig sunket ind