Oliver Christensen fredes af træner efter debut-nederlag
Den danske målmand fik næppe den debut, han havde håbet for Salernitana.
Oliver Christensen fik søndag debut for Salernitana i 1-0-nederlaget til Pisa på udebane.
Kampens enlige mål kom efter et langt indkast, som ikke blev clearet og til sidst blev sparket ind bag danskeren af Pisas Stefano Moreo.
Christensen var ikke uden medansvar for målet, skriver mediet TuttoSalernitana.
– Christensen må objektivt set påtage sig en del af ansvaret for det mål, der blev lukket ind i dagens kamp, skriver mediet i sin bedømmelse af danskeren efter opgøret.
Salernitanas cheftræner var også utilfreds med det indkasserede mål.
– Sådan et mål må vi ikke lukke ind, men udover fejlen manglede vi også viljen til at kæmpe os tilbage, udtaler Roberto Breda.
Træneren slår dog fast, at Oliver Christense kan regne med at blive fast mand i målet hos den kriseramte klub.
– Det er en rolle, hvor man skal give kontinuitet og sikkerhed. For mig er han den faste starter, lyder tillidserklæringen fra Breda.
Oliver Christensen er landet i Salernitana på en lejeaftale fra Fiorentina for resten af sæsonen. Klubben ligger lige nu til nedrykning i Serie B.
Den omtalte scoring kan kun ses på Youtube.