Nainggolan anholdt i Belgien – mistænkt for narkosmugling
Den tidligere belgiske landsholdsspiller er blevet anholdt mandag morgen, skriver Het Nieuwsblad.
Den tidligere topspiller Radja Naingolan er mandag morgen blevet anholdt af belgisk politi.
Anholdelsen sker i forbindelse med efterforskning af en sag om import af kokain fra Sydamerika til Europa via havnen i Antwerpen.
Det bekræfter den offentlige anklagemyndighed i Belgien ifølge Het Nieuwsblad.
Mandag morgen gennemførte belgisk politi 30 ransagninger i Antwerpen og Bruxelles i forbindelse med efterforskningen af sagen.
I den forbindelse er Nainggolan blevet anholdt.
– Vi kan bekræfte, at fodboldspilleren R.N. (Radja Nainggolan, red.) er blevet frihedsberøvet som led i denne sag.
– Da afhøringerne stadig er i gang, og under hensyntagen til princippet om uskyld, vil der på nuværende tidspunkt ikke blive givet yderligere kommentarer, udtaler anklagemyndigheden i Bruxelles, som leder efterforskningen.
Nainggolans advokat har endnu ikke udtalt sig.
Anholdelsen sker bare tre dage efter, at Naingolan er præsenteret i Lokeren-Temse fra den næstbedste række i Belgien.
Lokeren-Temse har bekræftet, at Nainggolan ikke var til stede ved mandagens træning, men har ikke yderligere kommentarer imens efterforskningen er i gang.
Radja Nainggolan har en lang karriere bag sig i Italien, hvor det er blevet til 367 kampe i Serie A for blandt andre AS Roma og Inter.
Han er noteret for 30 landskampe for Belgien.