Riemer om kritiseret dansker: Presset følger med på den hylde
Den danske landstræner er godt klar over, at der hviler et tung pres på skuldrende af den danske angriber.
Brian Riemer holder øje med sine spillere.
Han er udmærket klar over, hvordan det står til med de danske landsholdsspillere rundt omkring i Europa.
Derfor er han også godt klar over, at Rasmus Højlund er under et tungt pres. Det er dog ifølge Riemer forventet, når man hører hjemme på en af fodboldverdenens største adresser.
– Det er jo sådan, at når man vælger at kravle op på den hylde, der hedder Manchester United, som vel ret beset er verdens største klub, jamen så kommer der et pres med.
– Hvis man render rundt og tror, at man tager sådan et valg, og så bliver man behandlet, som om man spiller i Brønshøj, så er det ikke sådan livet er, siger han til Viaplay.
Landstræneren er dog ikke nervøs for sin angriber, som han mener er godt rustet til opgaven.
– Han er en stærk dreng. Jeg tror, at han har et godt bagland bag sig, siger Brian Riemer til Viaplay.
Godt bagland eller ej, så er landsholdsangriberen blevet udsat for en del kritik i tiden i Manchester United. Den er mest af alt gået på hans manglende målfarlighed.
Højlund har bare scoret to gange for Manchester United i indeværende Premier League-sæson. Alt i alt har den 21-årige angriber været på tavlen 23 gange i 70 optrædener i United-tiden.