Michael Oliver udsat for trusler: Politiet involveret
PGMOL støtter Michael Oliver, ligesom politiet nu er blevet involveret.
Lørdagens røde kort til Myles Lewis-Skelly har fået alvorlige konsekvenser for Michael Oliver, som var dommeren der sendte Arsenal-talentet tidligt i bad.
Godt nok var det åbenlyst en kendelse, der ville give anledning til debat, men det har taget fuldstændig overhånd.
Tidligere søndag gav det engelske dommerorgan, PGMOL, Michael Oliver medhold i sin beslutning om det røde kort. I samme ombæring blev det nævnt, at han var blevet svinet decideret til over sociale medier.
Senere søndag skriver PGMOL nu, at det ikke ‘bare’ forblev ved tilsvininger af Premier League-dommeren.
Politiet er nemlig blevet involveret, fordi han også er blevet udsat for trusler.
– Vi er forfærdede over de trusler og grimme ord, der er blevet sendt i retning af Michael Oliver i kølvandet på kampen mellem Wolves og Arsenal.
– Ingen dommer burde være offer for nogen form for chikane, og slet ikke angrebene målrettet Michael og hans familie i løbet af de seneste 24 timer.
– Politiet er opmærksomme, og der er blevet igangsat en række efterforskninger. Vi støtter Michael og alle de pårørende, og vi er opsatte på at tackle denne uacceptable opførsel.
– Desværre er det ikke første gang, at en dommer på det seneste har været tvunget til at forholde sig til trusler, skriver PGMOL.
Michael Oliver har gjort sig som dommer i Premier League i mange år, og har ifølge Transfermarkt dirigeret 389 kampe i den bedste engelske række.
Du kan se det røde kort i videoen øverst i artiklen