Medie: Liverpool vil hente Salah-erstatning hos Priske
Liverpool har angiveligt kig på en af Brian Priskes profiler.
Liverpool har haft stor succes med afrikanske kantspillere.
Sadio Mané, Mohamed Salah og nu kigger The Reds på endnu en.
Særligt sidstnævnte har udmøntet sig som en af Liverpools største spillere nogensinde, men egypterens aftale udløber til sommer, og der er endnu ikke styr på en kontraktforlængelse.
Således forbereder Liverpool sig muligvis på en tilværelse uden The Egyptian King, hvorfor man kigger efter en mulig afløser.
Det har man muligvis udset sig i Brian Priskes algeriske højrekant Anis Hadj-Moussa.
I hvert fald melder mediet Africa Foot, at Liverpools rekrutteringschef, Barry Hunter, allerede er i tæt kontakt med den 22-årige kantspillers entourage.
En handel her og nu ligger umiddelbart ikke i kortene, men i stedet pønser Liverpool på at hente algerieren til sommer.
Angiveligt koster den venstrebenede højrekant 12 millioner euro, hvilket svarer til 89 millioner kroner.
I den indeværende sæson har Hadj-Moussa spillet 23 kampe for Feyenoord, hvor han har bidraget med seks scoringer og to oplæg.