3F Superligaen

Ekspert: Onugkha skal nok helst være stjernen

Campos ekspert, Rasmus Würtz, ser mange fornuftige elementer ved German Onugkhas retur til Vejle.

German Onugkha i kamp for FCK mod AaB.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

I sidste sæson blev German Onugkha topscorer i 3F Superligaen som spydspids i Vejle Boldklub.

Det affødte et skifte til F.C. København kort før lukketid i sommerens transfervindue.

Søndag er han nu blevet sendt retur til Vejle Boldklub på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen, efter det ikke lykkedes ham at brænde banen af i den danske hovedstadsklub.

Campos ekspert, Rasmus Würtz, tror på, at skiftet kan blive en succes for den russiske angriber.

Faktisk er det måske endda lige præcis dét, der skal til, for at han genfinder sit niveau.

– Han skal nok helst være stjernen, før han føler, at han kan ramme sit topniveau. Jeg tror måske, det er dét, der er hans drive.

– Og det bliver man jo ikke lige fra dag ét i F.C. København. Der bliver man én blandt mange, og så skal man bevise sig, før man bliver en af stjernerne. Det kræver tålmodighed, vedholdenhed og hårdt arbejde.

– Så nu kommer han til Vejle og skal være stjernen, og det tror jeg passer ham glimrende, siger Rasmus Würtz.

Det er dog ikke kun for German Onugkha selv, at skiftet giver mening.

Også klubberne står potentielt til at nyde godt af aftalen.

– Vejle kan godt bruge en god angriber, hvis de overhovedet skal have noget håb for at redde sig i Superligaen. Så på den måde giver det ret god mening, synes jeg.

– Samtidig, hvis han kan få lidt gang i den og får scoret nogle mål, så kan han jo måske komme tilbage i FCK i en bedre udgave. Eller få vist sig så godt frem, at der er andre, der kunne være interesseret i at købe ham fra FCK. Der kunne også sagtens være en klausul, der gør, at Vejle får nogle penge ud af det, hvis han bliver solgt, siger han.

At sidste års topscorer i løbet af et efterår er røget så langt ud i kulden i FCK, at cheftræner Jacob Neestrup kun har brugt ham i syv kampe, vidner ifølge Rasmus Würtz også om, at man måske har begået en fejl.

– Det er ikke lang tid, man har givet ham [German Onugkha] chancen. Så der har jo nok været noget i deres rekruttering, som på en eller anden måde har slået lidt fejl, hvis man allerede nu kan sige, at man ikke vil bruge ham.

German Onugkha skal nu finde sit allerbedste niveau frem, hvis han og resten af Vejle Boldklub skal lykkes med at overleve i 3F Superligaen.

Aktuelt er klubben nemlig 10 point efter Sønderjyske på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P