Bold tyret i hovedet: Dansker måtte udgå af svensk testkamp
Mads Døhr Thychosen måtte simpelthen udgå af en svensk testkamp, efter han fik en bold lige i hovedet.
Det er aldrig sjovt at få en bold i hovedet.
Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvor hårdt bolden kommer.
Og den, der ramte Mads Døhr Thychosen var rimelig hård. I hvert fald dejsede danskeren omgående omkuld, skriver Aftonbladet.
Hændelsen opstod i en testkamp mellem Thychosens AIK og Brommapojkarna efter cirka en halv time. Her sendte modstanderholdet en clearing lige i hovedet på danskeren, der faldt omkuld og efterfølgende blev liggende.
Efter at have modtaget behandling kunne backen selv forlade banen, men den Thychosen kunne ikke fortsætte og måtte simpelthen udgå som følge af situationen.
Udover, at Mads Døhr Thychosen billedligt talt blev ‘skudt ned’ indkasserede AIK en øretæve på 3-0 i testkampen mod Brommapojkarna. Alt i alt kan det ikke gå hurtigt nok med at glemme kampen for AIK.