AaB-boss ligeglad med prisen: Han er ikke til salg
AaB’s sportsdirektør kommer ikke til at sælge Mathias Jørgensen. Ikke engang til Premier League, hvis der skulle lande et stort bud.
Mathias Jørgensen forlængede fredag sin kontrakt i AaB med yderligere et år, så parterne nu har papir på hinanden frem til 2028.
Forlængelsen af anføreren vækker stor begejstring hos sportsdirektøren i AaB, James Gow.
Det er et kraftigt vink med en vognstang til mulige bejlere, om at Mathias Jørgensen ikke skal væk fra AaB – ja, faktisk er han slet ikke til salg.
– Der er ingen grund til at sige mere, for han er ikke til salg, slår James Gow fast overfor Campo, og fortsætter:
– Vi har et ungt hold, og alle drengene ser op til ham. Han er en vidunderlig leder. Jeg vil beholde ham i truppen, træneren vil beholde ham i truppen, holdkammeraterne og fansene vil have ham her.
– Det er simpelt: Han kommer til at blive her.
AaB’s sportsdirektør er fast besluttet på at holde på Mathias Jørgensen, og ikke engang et kæmpe bud fra Premier League, kan få englænderen til at ombestemme sig.
– Han er ikke til salg. End of discussion. Han skal ingen steder, slår Gow fast med syvtommersøm.
Mathias Jørgensen har scoret 24 mål i 36 kampe for AaB siden skiftet sidste vinter.
Se interviewet øverst i artiklen.