Arteta: Arsenal ‘kigger aktivt’ efter ‘den rette angriber’
Den spanske taktiker afslørede, at Arsenal leder efter en angriber.
Rygterne har svirret længe.
Adskillige af de varmeste angrebsnavne i Europa er blevet sat i forbindelse med Arsenal.
Det er som om, klubben aldrig for alvor har fået løst problemet på de forreste linjer, men nu fortæller Mikel Arteta, at klubben er på jagt efter løsningen.
– Det er åbenlyst, at vi i perioden uden Saka og Jesus havde brug for hjælp.
– Vi var allerede i bekneb, og nu er vi endnu mere i bekneb. Det døjer holdet med, siger Mikel Arteta på et pressemøde forud for Arsenals kamp mod Wolves.
I denne sæson har Arsenal ellers lavet fint med mål. Hele 43 styks i Premier League gør dem til det fjerdefarligste hold. Alligevel vil klubben have en angriber, der kan gøre dem endnu stærkere.
– Vi kigger aktivt for at få den rette spiller. Ikke hvilken som helst spiller. Det skal være en, der gør os bedre og sætter et aftryk på holdet, siger Mikel Arteta.
Både Matheus Cunha, Dusan Vlahovic og Benjamin Sesko er alle blevet nævnt, men om de tikker Artetas ovennævnte bokse af, kan kun spanieren selv vide.