Bundesligaen

Ekspert: Kan Tullberg lave en ‘Frederik Birk’ i Dortmund?

Frederik Birk gik fra relativt uprøvet assistent til cheftræner i Brøndby IF. Kan Mike Tullberg gøre det samme i Dortmund?

Mike Tullberg iført Dortmund-tøj
Foto: Borussia Dortmund
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

– Det er et kæmpejob, det der.

Sådan lyder det indledningsvist fra Campos ekspert, Rasmus Würtz, da han bliver forholdt onsdagens nyhed om, at danske Mike Tullberg står i spidsen for selveste Borussia Dortmunds førstehold lørdag.

Det gør han, fordi den tyske storklub tidligere på dagen fyrede nu forhenværende cheftræner Nuri Sahin.

Meldingen fra Dortmund gik dog i første omgang på, at Mike Tullberg indtil videre ‘kun’ er udset cheftræner-rollen i den kommende kamp mod Werder Bremen.

– Kunne det her blive permanent?, spørger Rasmus Würtz, inden han med det samme følger op:

– Tendensen i øjeblikket, det er jo altså bare, at også større klubber kan finde på at tage lidt mere uprøvede trænere. Man går måske mere til bunds i, hvad det egentlig lige er, den enkelte kan.

– De nye trænere er bare godt skolede. Og de største klubber herhjemme, Brøndby og FCK, har jo lige nu cheftrænere, som var forholdsvist uprøvede på topplan – det var de i hvert fald, før de fik deres respektive jobs.

– Vi har også en forholdsvist uprøvet landstræner, og så er der Jacob Friis, som lige er blevet ansat i Finland. Så det er bare lidt en tendens, at det godt kan være uprøvede trænere, der får nogle af de større trænerposter, siger Rasmus Würtz.

I forhold til Frederik Birk, så blev han udpeget som midlertidig cheftræner efter fyringen af Jesper Sørensen i Brøndby.

Her vandt han sin kamp over AGF i Pokalen med flot og offensiv fodbold.

Siden var han klar i mælet omkring, at han gerne ville være cheftræner – og så blev han det.

– Det er derfor, jeg umiddelbart tænker, om det her faktisk kan ske. Lad os sige, at Mike Tullberg har Dortmund i en periode, det går godt, og de ved ikke helt, hvem de ellers skal tage.

– Kunne det så blive noget permanent, hvor man siger, at: “Okay, nu giver vi ham chancen”.

– De kender ham jo godt, for han har været i Dortmund i mange år. Han kender klubben, han kender kulturen og han kender den måde, de gerne vil spille fodbold på. Han har sikkert også haft en masse af de spillere, som er omkring førsteholdet nu, i hænderne tidligere, spekulerer Würtz.

Rasmus Würtz udtaler sig i EM Ambassaden.
Rasmus Würtz. Foto: Campo.dk

Som Rasmus Würtz ganske rigtigt er inde på, har Mike Tullberg tilbragt de seneste fem og et halvt år som ungdomstræner i Dortmund. Størstedelen af tiden i spidsen for U19.

Men når det så er sagt, så er cheftrænerjobbet i Dortmund måske alligevel et lidt for stort spring.

– Det er jo en kæmpe klub. Det er vel den næststørste klub i Tyskland, som for det meste spiller Champions League og klarer sig godt der.

– Når de er bedst, så er det jo et af de bedste hold i Europa. Så det er et kæmpe job at være cheftræner i Dortmund.

– Jeg er ikke i tvivl om, at han drømmer om at blive cheftræner for noget stort. Men hvor realistisk det er uden den store cheftrænererfaring.. Det er nok ikke så realistisk. Det kan godt være, at han skal starte en tand længere nede på stigen, men alt andet lige får han det jo på CV’et.

– Nu har de givet ham stafetten, indtil der er fundet en afløser. Og så tror jeg mest på, at når afløseren er på plads, så får Tullberg sin vante rolle igen.

Dortmund har tabt sine seneste fire kampe i streg.

Senest blev det til et 2-1-nederlag ude mod Bologna i Champions League tirsdag aften.

Aktuelt befinder den ellers så stolte storklub sig på 10. pladsen i Bundesligaen.

Mike Tullberg får sin chance ved roret lørdag klokken 15.30 hjemme på Signal Iduna Park mod Werder Bremen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P