Endnu en dansker meldes på vej til England
I England har man i sandhed fået øjnene op for danske fodboldtalenter, og nu meldes endnu et på vej til de britiske øer.
Danske fodboldtalenter er i høj kurs.
De er i hvert fald kommet i vælten i England, hvor der i januarvinduet allerede er blevet shippet tre danskere til Championship.
Nu kan endnu en være på vej, da Derby County har spærret øjnene op for danske Oscar Fraulo.
Det skriver det hollandske medie De Telegraaf, som mener at vide, at englænderne allerede har taget kontakt til Borussia Mönchengladbach for at forhøre sig om en mulig januarhandel.
Dog er der et problem, da den danske U21-landsholdsspiller aktuelt er udlejet til hollandsk FC Utrecht, og den lejeaftale kan umiddelbart ikke afbrydes før tid.
Således melder mediet, at Fraulo efter alt at dømme spiller sæsonen ud i Utrecht, før klubben beslutter, om man vil aktivere den købsoption, man har indskrevet i lejeaftalen med Borussia Mönchengladbach.
I så fald er det ikke utænkeligt, at Utrecht derefter sælger Fraulo til Derby County.
Den 21-årige midtbanespiller er nemlig ikke fast mand i startopstillingen hos den hollandske klub, hvor det i denne sæson blot er blevet til syv kampe fra start for klubbens førstehold.
Her har Oscar Fraulo – der er et produkt af FCM’s ungdomsafdeling – noteret sig for et enkelt oplæg.
I denne sæson har Anders Hagelskjær, Magnus Westergaard og Oliver Sonne alle taget turen til England.