Officielt: Priske handler i Premier League
Feyenoord henter en midtbaneprofil i Premier League-klubben Brighton.
Jakub Moder skifter til Feyenoord.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside mandag aften.
Brian Priskes hollandske klub henter den 25-årige polske Premier League-profil fra Brighton and Hove Albion, hvor han har huseret siden 2020.
Ifølge Transfermarkt hentes han for en overgangssum på 1,5 millioner euro.
– Det skete alt sammen rimelig hurtigt. Jeg er meget entusiastisk omkring det nye skridt. Det er en ny udfordring, en ny klub, men på det højeste niveau.
– Jeg har kun hørt gode ting fra gutter som Mats Wieffer, Yankuba Minteh og Sebastian Szymanski, siger Moder om sine holdkammerater med fortid i Feyenoord.
Og midtbanespilleren havde da også brug for en ny udfordring, da han har siddet meget på bænken i denne sæson, hvor det blot er blevet til ti minutters Premier League-fodbold.
Hans nye trøjenummer vidner om gode chancer for mere spilletid i den nye klub. Han har nemlig fået nummer syv, og her vil han qua sin erfaring unægtelig blive en profil.
Sideløbende med sin tid i Brighton, der har kastet 61 Premier League-kampe af sig, har polakken nemlig også optrådt 31 gange for det polske landshold.