
Officielt: Finland har fået dansk landstræner
Jacob Friis er ny landstræner for Finland.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Pas på, Norge.
Danmarks landstræner er dansk, Sveriges landstræner dansk og nu er Finlands landstræner også dansk.
Således er Jacob Friis netop blevet præsenteret af det finske fodboldforbund på et pressemøde.
Dermed må Norges Ståle Solbakken efterhånden sidde og kigge sig over skulderen.
Jacob Friis overtager jobbet som finsk landstræner efter fyringen af Markku Kanerva, der nåede at bestride stillingen i otte år.
Hans aftale strækker sig frem til og med EM i 2028.

Han trækker i arbejdstøjet i slutningen af januar.
Den 48-årige dansker har tidligere stået i spidsen for AaB og Viborg FF.
Med sit nye job har han nu sagt farvel til Jess Thorup og tyske Augsburg, hvor han var assistent.