Medier: Dortmund-direktør har Sahin til sidste eksamen i CL
Dortmunds træner hænger i en meget tynd tråd efter en skidt start på 2025.
Tre kampe, tre nederlag.
Det er den statistik Dortmund har fået i starten af 2025.
Senest var det Højlund og Nissen Kristensen, der sørgede for et Dortmund-nederlag, og nu kan Champions League-opgøret mod Bologna blive det sidste som Dortmund-træner for Nuri Sahin, hvis ikke stimen vendes.
Det melder både Skysports og Bild ud, efter Dortmunds administrerende direktør, Lars Ricken, har udtalt sig om situationen.
– Nuri vil være på sidelinjen mod Bologna, men selvfølgelig ved vi alle, også Nuri, at det er med forventningen om, at der kommer sejre og succeser nu, siger Lars Ricken ifølge Skysports.
Det har fået medierne til at drage konklusionen, at Nuri Sahin vil modtage en fyreseddel, hvis ikke det bliver til en sejr i Champions League-opgøret, og flere mulige afløsere skulle derfor allerede være fundet.
Erik ten Hag, Sandro Wagner og Jacob Bruun Larsens træner i Stuttgart, Sebastian Hoeness nævnes alle som mulige efterfølgere.
De tre nederlag siden årsskiftet har betydet, at Dortmund er dumpet ned på 10. pladsen i Bundesligaen.