United-legender mindes Denis Law: En sand gentleman
Denis Law er død i en alder af 84 år.
I en alder af 84 år er den sidste del af ‘The United Trinity’ gået bort.
Denis Law spillede store dele af sit liv en markant rolle i Manchester United, hvor han både på og uden for banen er betragtet som en af klubbens største personligheder.
Derfor er det ikke overraskende væltet ind med mindeord fra tidligere holdkammerater og Manchester United-legender, der mindes Denis Laws store aftryk på klubben.
Blandt andet fra Laws tidligere holdkammerat i Manchester United, Alex Stepney.
– Det gør mig ondt, at vi har mistet Denis [Law]. Han var intet mindre end en kæmpe for spillet, og jeg er meget stolt over at have været hans holdkammerat og ven, skriver Alex Stepney.
Også mere nutidige Manchester United-legende har sat ord på Denis Law.
– Vi har mistet en sand gentleman. Vores hjerte føler med Denis’ familie. En legende på banen, men en perfekt gentleman uden for grønsværen, skriver David Beckham.
Derudover har blandt andet Eric Cantona, Wayne Rooney og Gary Neville også delt mindeord på De Røde Djævles hjemmeside.
Den skotske legende spillede i Manchester United fra 1962 til 1973 og nåede i alt 404 kampe, hvor det også blev til intet mindre end 237 mål.