
Officielt: FC Nordsjælland sælger Mads Kristian Hansen
Den danske angriber fortsætter karrieren i Norge.

Efter tre år i Farum går turen til Bergen.
22-årige Mads Kristian Hansen skifter FC Nordsjælland ud med de norske sølvvindere fra Brann.
Mads Hansen har skrevet under på en aftale for de kommende fire år.
– Jeg har hørt meget godt om både byen, klubben og menneskene. Da jeg hørte, at det var en mulighed at kommer hertil, var jeg ikke i tvivl om, at det var noget, jeg ville, siger Mads Kristian Hansen til sin nye klubs hjemmeside.

i Bergen-klubben Brann glæder de sig over at have fået den midtjyske angriber på lønningslisten.
– Mads er en spændende offensivspiller, som vi håber kan forløse sit fulde potentiale hos os i Brann.
– Han er en alsidig spiller, der kan spille på de fleste positioner fremme i banen. Vi glæder os til at lære Mads bedre at kende og se ham tage skridt her hos os, lyder det fra Per-Ove Ludvigsen, der er sportslig leder i Brann.
Mads Hansen skiftede fra FC Midtjylland til FC Nordsjælland i januar 2022.
Han står noteret for 14 kampe og ét mål for FCM og 82 kampe og 10 mål for FC Nordsjælland.
I Brann bliver Mads Hansen holdkammerat med Japhet Sery Larsen, som han tidligere har spillet sammen med på FC Midtjyllands akademi og på det danske U19-landshold. Brann har også Emil Kornvig i truppen.