Premier League

Manchester-medier slagter Rasmus Højlund: Bænk ham!

Rasmus Højlund får ikke ligefrem rosende ord med på vejen.

Rasmus Højlund på vej fra banen under kampen mellem Manchester United og Southampton.
Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix

53 minutter inde i kampen og nede med 0-1 hjemme mod Southampton, blev Rasmus Højlund flået af banen.

I stedet blev Joshua Zirkzee skiftet ind, og med et sent hattrick af Amad Diallo endte Manchester United med at sejre 3-1.

I kølvandet torsdagens kamp får Rasmus Højlund nu en hård medfart i to Manchester-baserede medier.

Hos ManchesterEveningsNews scorer han således kun karakteren 3 ud af 10:

– Han skulle aldrig have startet kampen, og med undtagelse af en enkelt god sekvens med Ganarcho, var han helt og aldeles håbløs igen. En dreng iblandt mænd, skriver mediet.

Til gengæld får den danske angribers afløser, Joshua Zirkzee, flotte ord med på vejen sammen med karakteren 8:

– Han skulle have startet inde. En stor opgradering fra Højlund, da han kunne modtage bolden og holde på den. Spillede en stor rolle i comebacket.

Også fanmediet ManUtdNews langer alvorligt ud efter Rasmus Højlund.

– Rasmus Højlund var nok den dårligste spiller på banen for Manchester United.

– Den danske landsholdsspiller havde kun syv succesfulde afleveringer og 17 boldberøringer. Han vandt kun to ud af sine 10 dueller.

– Højlund skabte en genial chance for Alejandro Garnacho, men udover det kæmpede danskeren med at få indflydelse mod ligaens bundhold.

– Manager Ruben Amorim bliver nødt til at smide Højlund på bænken til søndagens Premier League-kamp mod Brighton efter endnu en frustrerende præstation, skriver fanmediet.

Rasmus Højlund står i denne sæson noteret for to scoringer i 16 Premier League-kampe.

Med torsdagens sejr indtager Manchester United nu 12. pladsen i Premier League.

Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P