Arteta efter sejr: Ikke let psykologisk
Arsenal-manageren hylder sit mandskab for at finde en “exceptionel” præstation frem.
Søndag blev Arsenal slået ud af FA Cup efter 120 minutters fodbold og en straffesparkskonkurrence.
Onsdag aften skulle man så i aktion igen, denne gang mod ærkerivalen Tottenham.
Til trods for at være kommet bagud med 0-1, formåede Arsenal alligevel at få vendt det til en 2-1-sejr.
Og den bedrift er faktisk ikke helt så lige til, mener Mikel Arteta.
– Gutterne var utrolige i dag. Mindre end 72 timer efter vi spillede 120 minutter i en anden turnering, som vi blev slået ud af – det er ikke let psykologisk.
– Så måden, som vi præsterede og spillede på i dag (onsdag, red.) var exceptionel.
– Vi gjorde det besværligt for os selv. Jeg synes, at vi fortjente at score mindst ét eller to mål mere, men vi blev nødt til at lide. Vi fik vist, at det er vi også i stand til. Spillernes attitude og intensitet var virkelig god, siger Arsenal-manageren til TNT Sports ifølge BBC.
Med sejren har Arsenal nu kun fire point op til Liverpool på førstepladsen. Merseyside-klubben har dog en kamp i hånden.