Skadesnyt i AGF: To klar til træningslejr efter lang pause
Både Kevin Yakob og Leopold Wahlstedt nærmer sig comeback i AGF.
I AGF kan man se lyset for enden af tunnelen for to af klubbens langtidsskadede spillere.
Cheftræner Uwe Rösler fortæller nemlig, at både Kevin Yakob og Leopold Wahlstedt er i bedring.
Begge spillere er i så god fremgang, at de efter planen deltager på klubbens snarlige træningslejr sammen med resten af AGF-truppen.
Leopold Wahlsted blev hentet til AGF i sommer.
I september blev han dog ramt af en alvorlig ankelskade og har ikke været i aktion siden.
– Jeg er blevet fortalt, at han kommer til at træne med i Marbella. Måske ikke i alle træningspas, men i nogle træningspas vil han deltage fuldt ud.
– Vi tror på Leopold, og nu har han chancen for at bygge sig selv op. Planen er, at han skal have tid, og når tiden er rigtig, så kommer vi også til at give ham chancen, siger Uwe Rösler til Campo og de øvrige fremmødte medier på Fredensvang onsdag.
Hvad angår Kevin Yakob, så har han siddet ude med en korsbåndsskade siden sommeren 2023.
Den 24-årige midtbanespiller er dog ligeledes på vej tilbage.
– Kevin Yakob er lige nu i Qatar, fordi han har en aftale med det irakiske fodboldforbund (han spiller for det irakiske landshold, red.). Så han har en del af sit genoptræningsprogram derovre.
– Han har været på banen, og vi er i daglig dialog. Han tilslutter sig os, når han kommer tilbage, og så flyver han med på træningslejr, hvor vi forhåbentlig får ham at se på græs.
– Det er helt klart mere et grønt lys, end det er rødt. Så der er det, vi alle håber på, især for Kevins skyld, siger Uwe Rösler.
AGF drager på træningslejr i det sydlige Spanien den 18. januar, hvor der venter tre testkampe.
Forinden da tester AGF dog formen mod OB i Aarhus torsdag den 16. januar.
Årets første gældende kamp bliver mod Sønderjyske den 16. februar.