
Neymar meldes i dialog med Zinckernagels nye klub
Neymar er angiveligt i dialog med MLS-klubben Chicago Fire.

Philip Zinckernagel er rykket til USA.
Den 30-årige dansker har underskrevet en fireårig aftale med Chicago Fire, og han kan muligvis se frem til at bliver holdkammerater med ingen ringere end Neymar.
Chicago-klubben menes nemlig at være i dialog med den 32-årige brasilianer.
Det erfarer mediet Foot Mercato, som beretter, at den ambitiøse MLS-klub har tilbudt Neymar en toårig aftale.
Dog er intet endnu på plads, og mediet melder tilmed, at forhandlingerne mellem brasilianeren og Chicago Fire er i et meget tidligt stadie.

Planen fra Chicago Fires side er at hente Neymar i januarvinduet til trods for, at han kan hentes kvit og frit til sommer, hvor hans aftale med saudiarabiske Al-Hilal udløber.
Saudi-skiftet tilbage i 2023 må siges at have været en gedigen skuffelse, da Neymar blot har spillet syv kampe for klubben siden.