
CV tror stadig på Gyamfi: Vi har en langsigtet plan
AGF sender Richmond Gyamfi på leje i Hobro, men der er stadig stor tro på ghaneseren på Fredensvang.

Hobro IK slog transferrekord i sommer, da AGF købte Richmond Gyamfi.
Men den 20-årige ghaneser har haft svært ved at få spilletid på Uwe Röslers mandskab.
I jagten på tiden har AGF sendt Gyamfi retur til Hobro på et lejeophold, forklarer fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
– I erkendelse af, at Richmond er en del af en gruppe stærke offensive spillere og derfor er et stykke fra spilletid, er det her en god løsning i hans udvikling som spiller. Vi tror stadig meget på Richmond og har en langsigtet plan for ham, udtaler CV til AGF’s hjemmeside.
Gyamfis lejeophold i Hobro IK udløber efter sæsonen, men selvom han er væk fra Fredensvang, kommer CV til at følge med hos den unge ghaneser.

– Nu kan han komme tættere på spilletid i trygge rammer og i en klub som han kender, så han kan fortsætte sin gode udvikling.
– Og vi vil fortsat følge hans udvikling tæt og ser frem til, at han kommer tilbage til AGF til sommer efter et forhåbentlig godt og positivt forår i Hobro, slutter fodbolddirektøren.
Richmond Gyamfis kontrakt i AGF udløber i 2029.
