Havertz-familien fik dødstrusler: Vi må gøre noget
Mikel Arteta var chokeret over de grimme trusler, Kai Havertz og hans kone har modtaget efter FA Cup-kampen mod Manchester United.
– Jeg kommer til dit hus og dræber dit barn. Jeg laver ikke sjov, bare vent og se.
Det var en af flere fuldstændig forfærdelige beskeder, der rullede ind i både Kai Havertz’ og hans kone, Sophia Havertz’, indbakker på de sociale medier efter FA Cup-exittet mod Manchester United.
Det forholdt Mikel Arteta sig til på tirsdagens pressemøde forud for North London-derbyet mod Tottenham.
– Det er helt utroligt, hvis jeg skal være ærlig. Vi er virkelig nødt til at gøre noget ved det, for hvis vi bare accepterer sådan noget, har det forfærdelige konsekvenser.
– Det er noget vi er nødt til at udrydde, og det kan vi kun ved at handle, fortæller Mikel Arteta og fortsætter:
– Den 27. december vinder vi 1-0. Havertz scorer målet, og hele stadion synger hans navn. Det var kun 20 dage siden, så hvor er perspektivet?
– Vi er alle ansvarlige for narrativet, og vi kan ikke bare se bort fra det. Det er en rigtig alvorlig sag. Linjen skal trækkes, lyder det fra Arteta ifølge BBC.
Den voldsomme reaktion på de sociale medier kommer på bagkant af Kai Havertz’ præstation under kampen mod United, hvor tyskeren ikke just spillede sin bedste kamp.