Officielt: Jesper Lauridsen indstiller karrieren
Esbjerg fB meddeler mandag morgen, at Jesper Lauridsen indstiller karrieren.
Jesper Lauridsen lægger støvlerne på hylden.
Det bekræfter Esbjerg fB mandag morgen i en pressemeddelelse.
I samme ombæring hylder Lars ‘Lungi’ Sørensen den afgående venstreback, som nu i stedet begynder en karriere uden for fodbolden.
– Jesper Lauridsen har haft en fantastisk flot karriere i dansk fodbold, og jeg har som træner været så heldig at arbejde med ham i begge ophold i EfB, og det har været en sand fornøjelse hver dag.
– Jesper er loyal og yderst professionel som både spiller og menneske uanset, hvilken rolle han har haft på vores hold. Med tanke på Jespers sportslige situation i denne sæson er det en moden og rigtig beslutning, han har truffet, fortæller Lars ‘Lungi’ Sørensen.
Jesper Lauridsen har i den indeværende sæson blot spillet tre kampe for EfB’s førstehold, hvoraf samtlige har været i Oddset Pokalen mod henholdsvis Fredericia FF, Vejgaard Boldklub og Avarta.
Den nu 33-årige venstreback har i løbet af sin karriere tørnet ud for klubber som FC Midtjylland, Hobro IK, EfB og Randers FC.