
Medie: Jacob Friis tæt på landstrænerjob
Den danske Augsburg-assistent er tæt på at blive ny landstræner, skriver dansk medie.

Jacob Friis kan snart gå i Richard Møller Nielsens fodspor.
Jess Thorups assistent i Augsburg er nemlig tilbudt det ledige landstrænersæde på Finlands landshold.
Det skriver Tipsbladet søndag.
Friis er på kontrakt i Augsburg indtil sommer.
Derfor skal det finske forbund blive enige med Augsburg, for at 48-årige Friis kan sætte sig i landstrænersædet med øjeblikkelig virkning.
Finlands landshold ligger lige nu nummer 69 på FIFA’s verdensrangliste. Finland har været uden landstræner, siden Markku Kanerva blev fyret i november.

Jacob Friis har tidligere været cheftræner i AaB og Viborg FF. Han kom til Augsburg i 2023.
Richard Møller Nielsen var landstræner i Finland fra 1996 til 1999.