‘TK’ skyder vilde rygter ned: Det er fake news
Thomas Kristensen har kun tanke på Udinese, fortæller østjyden lørdag.
Thomas ‘TK’ Kristensen har vind i sejlene igen i sin italienske klub Udinese.
Så meget, at den 22-årige forsvarsspiller har været meldt på vej til både Tottenham Hotspur og Bayer Leverkusen, men det er fake news.
Det fortæller danskeren på pressemødet efter lørdagens 0-0-kamp mod topholdet Atalanta.
– Hvad angår transfermarkedet, er det fake news. Jeg er kun fokuseret på Udinese. Resten tager mine agenter sig af, udtaler ‘TK’ ifølge TuttoMercato.
Kristensen spillede en god kamp for Udinese mod Atalanta, og danskeren var tilfreds med præstationen.
– Vi har et hold med stor kvalitet. Jeg synes, det var tydeligt i dag.
Udinese indtager niendepladsen i Serie A. Thomas ‘TK’ er startet inde de seneste to kampe for Udinese. Hans kontrakt udløber i sommeren 2028.