Bekræftet: Ohi Omoijuanfo takker af i Brøndby
Brøndby bekræfter, at Ohi Omoijuanfo er solgt til Kina.
Ohi Omoijuanfo skifter med øjeblikkelig virkning til Chanchun Yatai i Kina.
Det meddeler Brøndby lørdag eftermiddag, efter at den norske angriber tidligere på måneden fik lov til at rejse til det asiatiske land.
Den 31-årige nordmand takker for sine to og et halvt år i klubben.
– Jeg vil takke Brøndby IF og alle klubbens fantastiske fans for den utrolige tid, jeg har haft her. Al kærligheden og støtten, jeg har modtaget, har gjort oplevelsen uforglemmelig.
– At spille for Brøndby IF har været et privilegie og en stor ære – og noget jeg vil bære med mig med stolthed resten af mit liv, udtaler den store angriber.
Ohi skiftede til Brøndby fra serbisk fodbold i 2022, men nu er tiden på Vestegnen forbi.
– Det er utrolig trist at måtte forlade en klub, som har betydet så meget for mig, og hvor jeg har knyttet så stærke bånd. Desværre varer ingenting for evigt, men kærligheden til klubben, fansene og spillerne vil vare for altid.
– Jeg håber vi ses igen en dag, og indtil da ønsker jeg jer alt det bedste og masser af held og lykke videre i sæsonen.
Ohi Omoijuanfo noterede sig for 25 mål i 68 kampe for Brøndby.