
OB-anfører afviser rygte: Ingenting tyder på et skifte væk
En af de mest markante profiler hos OB bliver gerne og kæmper for den ultimative målsætning i den fynske NordicBet Liga-klub.

NordicBet Ligaens suveræne tophold OB kunne ifølge rygter snart blive en anfører og sin sidste skanse fattigere i vinterens transfervindue.
Ifølge norsk medie tiltrækker Viljar Myhra sig nemlig interesse fra Viking FK efter et salg af deres målmand, men selv afviser hovedpersonen tanker om et sådant skifte:
– Det er ikke noget, jeg har noget som helst fokus på. Vi har noget spændende i gang i OB, og det har jeg vældig lyst til at være en del af.
– Mit fulde fokus er på OB og det, som sker her, siger OB-anføreren således til Campo og erklærer sig klar til at kæmpe for det altoverskyggende mål i det fynske:
– Der er ingenting, som tyder på et skifte væk herfra. Jeg er glad for at være OB-spiller, og det bliver nok sådan. Efter sommer kan den jo hedde Superliga.

OB tager hul på forårssæsonen i landets næstbedste række fredag 21. februar, når Right to Dream Park danner ramme om opgøret mod Hillerød Fodbold.