Modstander revser Real-spiller: Han skal lære at vinde
Mallorca-spilleren er langt fra tilfreds med Real Madrid-kollegaen.
Der var ingen slinger i valsen, da Real Madrid bookede en plads i Super Cup-finalen med en 3-0-sejr over Mallorca.
Men efter slutfløjtet var der trods den sikre sejr alligevel en smule tumult mellem de to mandskaber.
Her var særligt Pablo Maffeo og Dani Rodriguez fra Mallorca og Real Madrid-stjernen Vinicius Jr. i fokus, men også den 21-årige forsvarsspiller Raul Asencio, der har fået små indhop for Real i efteråret.
Sidstnævnte tændte godt op i tingene ved at sende luftkys afsted til de slagne Mallorca-spillere. Et statement, der ikke faldt i god jord hos Dani Rodriguez efter kampen.
– Jeg så gerne, at han med sin alder in mente og de store kampe, han kommer til at stå i, lærte at være en vinder. Det ville klæde ham, for det håndterede han ikke godt, siger Mallorca-spilleren om 21-årige Raul Asencio.
Dani Rodriguez er dog også afklaret med, at Mallorca blev sendt ud af Super Cup-turneringen til et bedre hold.
– Vi ved, at når man spiller imod Real Madrid, så skal du udnytte dine chancer. I første halvleg havde vi to store chancer, vi ikke fik udnyttet. Når man ikke gør det imod hold som dem, så bliver det svært, siger Dani Rodriguez.
Real Madrid og Raul Asencio kan derimod se frem til Super Cup-finalen, hvor holdet møder ærkerivalerne fra F.C. Barcelona.
Kampen spilles søndag aften klokken 20.00.