Salquists lyn-comeback: I fodbold sker der vilde ting
Midtstopperen er tilbage på dansk jord efter blot ét år i udlandet.
Tobias Salquist er ny mand i FC Nordsjælland.
Det sker blot ét år efter, at han forlod Danmark for at drage på sit længe ventede eventyr i USA og Chicago Fire.
Derfor kan skiftet virke overraskende for mange Superliga-fans. Men det er det også for hovedpersonen selv.
– Jeg havde heller ikke set mig selv være tilbage efter ét år, det skal jeg være ærlig at sige. Men i fodbold sker der vilde ting.
– Jeg havde kæmpet for at komme til Chicago, og vi var ikke helt enige i Silkeborg, om hvordan det skulle foregå, fortæller Tobias Salquist til Viaplay.
Men det skyldes blandt andet en stor udskiftning i ledelsen i den amerikanske klub. Folkene som hentede ham i sin tid, er alle fortid i Chicago Fire, fortæller han.
– Jeg havde købt ind på et projekt i Chicago, som nu er blevet til noget andet. Nu har jeg valgt at købe ind på et andet projekt, som er meget mere solidt, tilføjer midtstopperen med et smil på læben.
Tobias Salquist skal efter planen lejes ud for resten af sæsonen, så han har friske minutter i benene frem mod næste sæson, hvor han skal være en del af holdet i FC Nordsjælland.
Hvor lejeopholdet går til, er der endnu ikke meldt ud om.
Den 29-årige stopper nåede 16 kampe i amerikanske Chicago Fire, hvor han altså har tilbragt det seneste år.
Du kan se hele interviewet med Tobias Salquist i videoen øverst.