Hoffenheim kunne ikke sige nej til Bruun Larsen-bud
Jacob Bruun Larsen er fortid i Hoffenheim, og det skyldes, at man fik et tilbud, der var for godt til at afvise.
En dansk-tysk transfersaga nåede sin ende onsdag eftermiddag.
Her blev Jacob Bruun Larsen nemlig præsenteret som ny mand hos Bundesliga-vicemestrene fra VfB Stuttgart.
Noget, man ærgrer sig over i Hoffenheim, som dog måtte sande, at tilbuddet var for godt.
Alligevel er man dog ked af at skulle tage afsked med den 26-årige dansker.
– Jacob er en spiller med et stort potentiale, ekstraordinære egenskaber og en fremragende karakter som menneske.
– Men faktum er, at Jacobs kontrakt stod til at udløbe til sommer, og VfB Stuttgart kom til os med et lukrativt tilbud, hvorefter Jacob også gav udtryk for, at han ville til Stuttgart.
– I sidste ende blev vi enige om at acceptere buddet efter nogle gode samtaler. Vi ønsker Jacob alt det bedste i fremtiden, fortæller Hoffenheims sportsdirektør, Andreas Schicker.
Jacob Bruun Larsen kom til Hoffenheim tilbage i 2020 og har siden spillet 76 kampe, scoret otte mål og stået bag fem oplæg for klubben.
Du kan læse mere om Bruun Larsens skifte lige her:
Officielt: Jacob Bruun Larsen på plads i tysk storklub