Befandt sig midt i konflikten mellem Grabara og Ryan: Shit
Karl-Johan Johnsson husker tydeligt striden mellem Mathew Ryan og Kamil Grabara.
I slutningen af 2022 kulminerede en strid mellem de to daværende FCK-keepere Mathew Ryan og Kamil Grabara.
De anså begge sig selv som værende det naturlige førstevalg i F.C. København, hvilket selvsagt gav anledning til spændinger mellem dem.
Undervejs udtalte Mathew Ryan til TV2, at Kamil Grabara kun blev valgt til at vogte målet af “politiske årsager” i klubben.
Ganske som man kender Kamil Grabara, så lod han ikke den udtalelse gå i glemmebogen.
I stedet gik han til tasterne på X, dengang Twitter, efter Mathew Ryan havde leveret et drop under en kamp for Australien ved VM 2022.
– Det må have været på grund af politik, helt klart, skrev Grabara.
Midt i det hele stod Karl-Johan Johnsson.
Den svenske målmand blev skubbet ned som tredjevalg, og kunne fra sin position agere tilskuer på nærmeste hold.
– Når vi var på træningsbanen – og selv udenfor – blev der ikke sagt mange ord mellem dem. De hilste på hinanden, og det var sådan set det. Det var en underlig atmosfære. Det var det helt sikkert. Jeg forsøgte bare at holde humøret nogenlunde, siger han til Fotbollskanalen.
En stor del af årsagen til problematikken var, at Mathew Ryan blev hentet ind i stedet for en langtidsskadet Kamil Grabara, men polakken blev sin skade kvit lang tid før forventet.
– Da de hentede ‘Maty’, så tænkte jeg “shit”, for man kunne se, at Kamil kom sig hurtigt over sin skade. “Shit, hvordan skal det her komme til at gå?”.
– Man kunne se, at Mathew var kommet for at spille. Så jeg tænkte, at det nok ville komme til at gå for sig – og det gjorde det.
Manden med ansvaret for at hente Mathew Ryan var Peter ‘PC’ Christiansen, der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i F.C. København.
– Det var lidt som om, at ‘PC’ nok godt vidste, hvad der var ved at ske, og hvordan Kamil og Mathew var som personer og fungerede.
– Måske troede han, at der kunne opstå en god dynamik imellem dem, men ja, jeg ved ikke, siger Karl-Johan Johnsson.
Mathew Ryan befinder sig i dag i AS Roma, hvor det er blevet til en enkelt kamp i indeværende sæson.
Kamil Grabara vogter målet fast i tyske Wolfsburg.
Karl-Johan Johnsson har fået fem kampe i Ligue 1-klubben Strasbourg i denne sæson.