Officielt: Middelfart henter NordicBet Liga-spiller
En gammel kending vender hjem til der hvor det hele startede. 2. Divisionsklubben Middelfart kan tirsdag morgen præsentere en ny spiller i klubben.
Mads Greve vender hjem til Middelfart BK.
Det står klart tirsdag morgen, hvor 2. Divisionsklubben kan fortælle, at parterne har indgået en aftale.
Således skifter Mads Greve fra NordicBet Liga-klubben Vendsyssel FF, hvor han har spillet ad to omgange – først fra 2013 til 2017 og senest fra 2021 og frem til i dag.
Det fremgår, at Mads Greve og Middelfart BK er blevet enige om en aftale, der gælder frem til sommeren 2026.
Selv kalder klubbens sportschef, Søren Godskesen, tilgangen af Mads Greve for en drømmesigning.
– Mads er lidt af en drømmesigning for os. Vi har været i markedet efter en stopper, og gerne en med Mads’ fodboldfaglige profil. At han samtidig er en Middelfartdreng, der vender tilbage til klubben efter ophold på højere niveau, gør det bare endnu bedre.
– Et godt billede på, hvem Mads Greve er i Middelfart, er, at vores moderklub har to af hans spilletrøjer hængende i klubhuset, ved siden af Christian Eriksens og Rasmus Falks trøjer. Mads er med hans 35 år naturligvis i sin karrieres efterår, men i vores snakke har Mads vist en kæmpe sult efter at komme hjem til Middelfart og gøre en forskel. Mads er en stor leder både på og uden for banen, og især her skal Mads være med til at gøre en forskel for os.
I Vendsyssel FF takker Mads Greve af efter mere end en håndfuld år i det nordjyske.
I alt er det blevet til 227 kampe for klubben, hvor han blandt andet har bidraget med 10 mål og tre assist – for ikke at nævne en række stærke defensive præstationer.
Foruden Vendsyssel FF har Mads Greve også været forbi Vejle Boldklub, FC Fredericia og OB.