Officielt: Brighton henter ung dansk keeper
Premier League klubben Brighton har netop offentliggjort, at man har hentet en dansk målmand, der tilknyttes U21-holdet.
18-årige Sebastian Jensen tilslutter sig Premier League-klubben Brighton.
Her skal den unge danske målmand være en del af klubbens U21-hold. Det skriver klubbens akademi på sin X-profil tirsdag eftermiddag.
Jensen er søn af Brian Jensen, der tidligere har været målmand i Burnley.
Den 18-årige målmand har tidligere været tilknyttet Evertons ungdomshold, men efter en prøveperiode i Brighton har klubben fra den engelske sydkyst valgt at tilbyde danskeren en kontrakt, der løber indtil sommeren 2025.
Shannon Ruth, der er træner for U21-holdet, har beskrevet tilgangen af danskeren på klubbens hjemmeside.
– Vi er spændt på at se Sebastians udvikling i løbet af sæsonen.
– Han tilføjer rigtig god konkurrence til vores gruppe af målmænd.
Dermed er endnu en dansker nu tilsluttet Brighton, der også råder over Matt O’Riley.
I seneste runde af Premier League drillede klubben Arsenal, da man formåede at hente et enkelt point på Amex Stadium.