Far bekræfter: Elon Musk drømmer om Liverpool-køb
Elon Musks interesse i Liverpool virker ganske konkret.
Verdens rigeste mand er begyndt at fylde en del på det europæiske kontinent.
I de seneste uger har Elon Musk, der ser ud til at få en vigtig rolle i den kommende amerikanske regering, været i vælten ad flere omgange.
Først fik han kritik for at blande sig i den tyske valgkamp, og sidenhen er han blevet kritiseret for at sprede polariserende budskaber om den britiske premiereminister, Keir Starmer.
Nu spøger Musk også i sportsnyhederne. Han har nemlig en plan om at købe fodboldklubben Liverpool.
Ifølge Sports Illustrated har Musks far, Errol Musk, i podcasten Times Radio bekræftet, at sønnen har en interesse i at købe klubben, såfremt den nuværende ejerkreds vil sælge.
– Jeg kan ikke kommentere på, hvorvidt han har tænkt sig at byde. Så hæver de bare prisen!
– Men han har udtrykt en lyst til at købe klubben. Det betyder ikke, at han gør det.
– Selvfølgelig vil han gerne det. Alle vil da eje den slags – det vil jeg også! lød det alt sammen fra Musks far ifølge Sports Illustrated.
Musk-familien har faktisk en forbindelse til byen i det nordlige England.
Elon Musks bedstemor blev nemlig født i Liverpool og nogle familiemedlemmer bor, ifølge faderen, stadig i byen.
Flere har værdisat Liverpool til i omegnen af 11,6 milliarder kroner. Den ekstremt rige Tesla, X og SpaceX-ejer må altså smide et markant beløb, hvis han også vil kunne skrive fodboldklubejer på sit CV.