
Officielt: Brentford forlænger med udlejet venstrekant
Brentford har netop offentliggjort, at man har forlænget kontrakten med en udlejet venstrekant.

Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
På nuværende tidspunkt er Myles Peart-Harris udlejet til Championship-klubben Swansea.
Ikke desto mindre har hans moderklub Brentford benyttet en klausul i den 22-årige englænders kontrakt, der betyder, at han bliver i klubben til sommeren 2026. Det skriver Brentford på sin hjemmeside.
Brentford hentede Peart-Harris i Chelsea tilbage i 2021. Sidenhen har karrieren budt på udlån til Forest Green, Portsmouth og nu Swansea.
I indeværende sæson har den engelske kant bidraget med to mål og tre assists i 23 Championship-optrædener for ‘Svanerne’.
Peart-Harris oprindelige aftale med Brentford stod til at udløbe til sommer 2025.
