Ekspert om trænerløsning i Brøndby: En halv løsning
Campos fodboldekspert er ikke entydigt positiv overfor den trænerløsning, som Brøndby IF lader til at gå med.
Søndag beskrev bold.dk, at det med høj sandsynlighed bliver Frederik Birk, der skal stå i spidsen for Brøndby IF, når vinterpausen går på hæld.
Rygterne går på, at den 35-årige træner i første omgang får chancen i forårssæsonen, hvor han skal forsøge at overbevise klubben om, at han bør være den permanente løsning.
Medie: Han bliver Brøndby IF’s cheftrænerMen ifølge Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz, er dette ikke nødvendigvis en gennemtænkt løsning for en klub af Brøndbys størrelse.
Et overraskende valg
– I første omgang er jeg lidt overrasket, hvis det bliver det valg. Ikke fordi, han ikke er kvalificeret eller ikke har gjort det godt. Men de har lige fået en ny sportschef, som jeg troede ville finde sin egen eller måske havde en i kikkerten, forklarer Rasmus Würtz.
Men selvom Rasmus Würtz er en anelse overrasket over valget, synes han, at Birk er spændende og har gjort det godt hidtil.
– Jeg synes, at den sidste kamp (pokalsejr over AGF, red.) var meget dramatisk. Der var chancer i begge ender, og den bar præg af et hold, der gik all-in.
– De fik sluppet noget løs, som de har manglet lidt tidligere, mener Rasmus Würtz.
Han havde intet at tabe
Rasmus Würtz, fodboldekspert ved Campo
Selvom Rasmus Würtz var imponeret af vildskaben og det offensive udtryk i Birks to kampe som midlertidig træner i Brøndby efter fyringen af Jesper Sørensen, peger han på, at kampene til en vis grad var en gratis omgang.
– Der var intet at tabe. Han har bare givet los, og på et eller andet tidspunkt bliver tingene også hverdag, og det er her, hvor han er lidt uprøvet, og hvor der kan komme pres på.
– Det bliver spændende at se, men det tyder jo på, at han fodboldfaglighed er i orden, og at spillerne i den første periode har købt ind på hans idéer, lyder det fra Rasmus Würtz.
En halv løsning
Rasmus Würtz, fodboldekspert ved Campo
Rygterne går som beskrevet på, at Birk i første omgang skal stå i spidsen for Brøndby sæsonen ud. Herefter skal det angiveligt vurderes, om klubben vil fortsætte med den 35-årige træner eller kigge andetsteds.
Denne del af trænerløsningen er Rasmus Würtz ikke positivt stemt over for.
– Måske har man valgt den løsning, fordi man er lidt usikker på, om det skal være ham på sigt. Det giver mening, han er jo lidt uprøvet.
– Omvendt synes jeg, at det er en farlig vej at gå nedad. Brøndby kommer til at stå lidt i et vakuum nu, og spillerne ved jo også, at de har en træner, de måske kun har i et halvt år.
– Det synes jeg måske gør projektet lidt mere sårbart og knapt så langsigtet set fra spillernes side.
– Hvis tingene ikke kører mod slutningen af sæsonen, og spillerne godt ved, at der skal ske noget nyt til sommer. Så kan de sidste måneder godt blive lidt hårde.
– Jeg synes, at en løsning på et halvt år bliver en halv løsning. Man ser ikke den slags prøveperioder så ofte hos store klubber som Brøndby. Og Brøndby er en stor klub, afslutter Rasmus Würtz.
Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at det endnu ikke vides med sikkerhed, om det bliver Birk, der ender med at overtage trænersædet på Vestegnen, selvom rygterne tyder på det.
Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz
Rasmus Würtz er fodboldekspert ved Campo, hvor han deler sin dybdegående viden om dansk fodbold med særligt fokus på 3F Superligaen.
Som tidligere professionel spiller, mangeårig AaB-anfører og indehaver af Superligaens kamprekord, har Würtz en unik indsigt i spillet og en stor forståelse for dansk fodbolds dynamikker – både på og uden for banen.
Med sin analytiske tilgang og passion for sporten formidler han skarpe vurderinger og perspektiver, der gør ham til en af de mest troværdige stemmer i dansk fodbold.