Rømer hører intet fra Lyngby men håber: Man gør sig tanker
Lyngby-anfører Marcel Rømer har kontraktudløb til sommer, men han har intet hørt fra Lyngby.
Der er flere ting, der er uvist i Lyngby Boldklub.
Som det har været tilfældet i de to seneste sæsoner, venter der i forårssæsonen en kamp om overlevelse i Superligaen for De Kongeblå.
For flere af klubbens spillere er nedrykningsspøgelset dog ikke den eneste usikkerhed, de allerede nu skal forholde sig til.
Andreas Bjelland, Brian Hämäläinen, Frederik Gytkjær, Rezan Corlu og Sævar Magnússon er blandt de profiler, der til sommer har kontraktudløb, og det samme gør sig gældende for klubbens anfører Marcel Rømer, der ikke er i tvivl om, hvad han gerne selv vil.
– Hvis det står til mig, så håber jeg meget at blive i Lyngby. Jeg føler, jeg har nogle gode år foran mig endnu. Der er ingen kontakt med klubben lige nu, men jeg håber da, det kommer.
– Jeg vil gerne forlænge, helt klart. Det er dér, mine tanker er, men omvendt må jeg også understrege, at man da gør sig sine tanker, og det vil være naivt at lægge alt på et bræt og ikke være forberedt, hvis Lyngby kommer og prikker mig på skulderen og siger ”Det var dét, Marcel”, siger Rømer til Campo.
Marcel Rømer kom til Lyngby fra Sønderjyske i sensommeren 2019, og siden er det blevet 148 kampe for klubben.
Lyngby-chef slår fast: Tryg ved den spillemæssige stilSelvom den 33-årige midtbanespiller netop er trådt ind i sit sidste halvår under den nuværende kontrakt, så får den manglende dialog ham ikke til at gå i panik.
– Jeg er jo ikke den eneste, der står i denne situation her. Man kan jo se, at Brian Hämäläinen lige er blevet forlænget, da han havde udløb nu her til vinter. Det viser måske, at Lyngby er lidt sent ude, hvis man kan sige det sådan, men det er måske egentlig bare sådan, det er. Så den manglende dialog, tager jeg rimelig roligt, lyder det fra Rømer.
Selv hvis opkaldet fra fodboldchef Nicas Kjeldsen udebliver, føler Køge-drengen Rømer sig overbevist om, at han nok skal finde et alternativ til Lyngby.
– Lad os nu sige, at det ikke bliver Lyngby, så er jeg også rimelig rolig omkring, at jeg finder noget andet, der også er rigtig godt. Så det er jeg tryg nok i. Jeg synes, jeg har bevidst mig gennem mange år og stadig gør det, når jeg spiller, lyder det fra Rømer, der med det samme slår fast:
– Min førsteprioritet er Lyngby Boldklub, og jeg håber og tror stadig på, at det kommer til at være klubben i de næste par også.
Marcel Rømer kom til Lyngby fra Sønderjyske på en fireårig kontrakt i sommeren 2019. I januar sidste år blev den kontrakt forlænget med yderligere ét år.