To Superliga-trænere fik sjældent indblik hos Barcelona
To målmandstrænere fra hver sin Superliga-klub har været på inspirationstur. Og det sker sjældent, lyder det.
Han har været på besøg i blandt andet Juventus, Bayer Leverkusen og Atheltic Club i Bilbao.
Nu kan AaB’s mangeårige målmandstræner Poul Buus også strege FC Barcelona af den fornemme liste.
Sammen med Nikolai Pold fra AGF har Buus været på inspirationstur i selveste FC Barcelona, og det sker sjældent, at storklubben inviterer indenfor.
– Normalt tager FC Barcelona ikke imod besøg, så det var stort, at vi fik lov, og det var rigtig, rigtig spændende.
– De behandlede os rigtig godt, der var styr på tingene, og alt i alt var det bare den bedste tur, jeg har været på, fortæller Poul Buus, målmandstræner i AaB gennem 18 år.
Buus og Pold er faste rejsemakkere og tager hver december ud i Europa efter nyt målmandsinspiration.
I fire dage i Barcelona fik målmandsduoen inspiration af førsteholdets målmandstræner José de la Fuente og hans team.
– De har en tydelig rød tråd i deres målmandstræning helt fra U/6 og hele vejen op gennem akademiet. Det er meget struktureret, og der var nogle aspekter i deres formelle målmandstræning, som vi skal hjem og diskutere på Hornevej, lyder det fra Buus.
Buus og Pold er også undervisere på DBU’s målmandstræneruddannelse.