Officielt: FCN køber tidligere Superligaprofil på særlig aftale
FC Nordsjælland har købt ny forstærkning i de bagerste geledder.
Tobias Salqiust vender hjem til dansk fodbold og FC Nordsjælland.
Torsdag aften er midtstopperen præsenteret i FCN, hvor han har underskrevet en kontrakt med udløb i sommeren 2028.
Salquist er købt fri i amerikanske Chicago Fire, som han skiftede til januar sidste år fra Silkeborg.
Nu er den 29-årige stopper tilbage i Superligaen, men det er på en særlig aftale.
For FCN oplyser, at det er planen af udleje Salquist i et halvt år i forsøget på at få kontinuerlig spilletid til stopperen.
FC Nordsjællands direktør Phil Radley forklarer, at der længe har været dialog med Salquist, og nu bød chancen sig.
– Så da muligheden opstod for at købe ham nu, ville vi ikke lade den gå fra os, og heldigvis har Tobias det på den samme måde.
– Vi er samtidigt bevidste om, at den optimale timing for skiftet her er om et halvt års tid, og derfor er det en fremtidssikring, hvor det er vigtigt, at Tobias i foråret får spillet så meget som muligt på højt niveau, så han er klar til at træde direkte ind i truppen og konkurrere om en startplads og lederrolle fra dag ét i den nye sæson til sommer, udtaler Radley til klubbens hjemmeside.
Salquist udviklede sig til en profil i Silkeborg, hvor han spillede fra 2021 til 2024.