Medie: Real Madrid overvejer nyt bud på Liverpool-stjerne
Liverpool har angiveligt allerede afvist Real Madrids tilnærmelser én gang.
Det virker blot som et spørgsmål om tid, før Trent Alexander-Arnold kan trække en Real Madrid-trøje over hovedet.
Senest forlød det på årets første dag, at Real Madrid havde set et bud i retning af Liverpool. Buddet blev dog afvist.
Det har ikke umiddelbart slået den spanske storklub ud af kurs. I stedet overvejer man nu, om man skal forsøge sig med et nyt bud på den 26-årige englænder. Det skriver The Times.
Ifølge mediet vil Liverpool ikke lade højrebacken smutte denne måned, men Real Madrid har tænkt sig at teste, om det også er sådan virkeligheden forholder sig.
Man har dog ikke i sinde at sprænge banken i den spanske hovedstad, hvor man angiveligt ‘nøjes’ med at tilbyde 20 millioner pund for at få fingrene i Trent Alexander-Arnold.
Hovedpersonen selv står til at have kontraktudløb til sommer. Afviser Liverpool alle Real Madrids tilnærmelser, tyder meget på, at han skifter gratis efter sæsonen.
Det snarlige kontraktudløb betyder også, at han både må forhandle frit samt underskrive en forhåndsaftale med interesserede klubber.