Frank i skadeshelvede: Vi skal være proaktive i vinduet
Brentford-træner Thomas Frank har en klar idé om, hvordan Brentford skal agere i transfervinduet.
Juletiden har taget hårdt på Frank og Brentford.
Franks soldater ligger på stribe på lazarettet og venter på at blive klar til atter at komme i ilden.
Derfor kan der meget vel være behov for at hive tropper ind andetsteds fra for at kunne holde sig ude af bundkrigen i Premier League.
I hvert fald døjer Brentford i øjeblikket med utallige skader og særligt i de bagerste geledder.
Ben Mee, Ethan Pinnock, Kristoffer Ajer, Igor Thiago, Gustavo Nunes, Rico Henry, Aaron Hickey og Josh Dasilva er alle ude ifølge Skysports.
– Skadessituationen er, som den er, og den medicinske stab arbejder hårdt på sagen, siger Thomas Frank til Skysports.
Og netop på grund af skadessituationen mener Thomas Frank, at det er nødvendigt at være aktivt tilstede i transfervinduet og se, hvad det kan byde på.
– Vi skal være proaktive, som vi altid er og holde øjnene åbne.
– Det er ikke, fordi vi har behov for nye signings, men lad os se, hvad der sker, hvis der ikke er sket noget med nogle af de skadede spillere om tre-fire uger, siger Thomas Frank til Skysports.
Franks Brentford har været hårdt ramt af skader den seneste måned og havde blandt andet en hel startopstilling ude i december, så det kan være værd at følge Brentford i løbet af januar.
Panik ved juletid?: Frank har en hel start-11 på skadeslisten